iODheer | på gADen
forlaget fanefjord og fængselsgården møn samarbejder om ny poesi af U L Y D med "fængselsgaardens bibliotek".
første udgivelse er digtsamlingen iodheer af den dansk/tyske digter og musiker U L Y D, som arbejder i krydsfeltet mellem poesi, musik og performance.
iodheer udkommer den 7. december 2025 og fejres ved release både i
fængselsgården | møn
torsdag den 11. december | klokken 17-19
storegade 39 (baggården) | 4780 Stege
+
thiemers magasin | københavn
mandag den 15. december | klokken 18-20
tullinsgade 24 | 1618 københavn v
digtsamlingen kan købes på forlagets hjemmeside, i fængselsgården møn
og ved U L Y Ds optrædener.
U L Y D skriver primært på dansk med elementer fra tysk, og skaber dermed sit eget rum i den eksperimenterende nordiske litteratur.
U L Y D henter sin inspiration fra store danske og tysksprogede digtere som michael strunge, inger christensen, rainer maria rilke og bertolt brecht.
U L Y D fortsætter med digtsamlingen iodheer deres udforskning af bevidsthed, selvudfoldelse og bioenergetisk resonans gennem sprog. U L Y Ds holistiske verdenssyn præger deres tværfaglige praksis, som undersøger bevidsthedens grænser og udbredelsen af det, de beskriver som »bioenergetiske trykbølger gennem menneskelig kontakt«.
udover arbejdet med skreven poesi beskæftiger U L Y D sig med elektroakustiske relationskoncerter, hvor de skaber dybe lydlandskaber ved hjælp af akustiske instrumenter, elektronisk bearbejdning og vokale effekter som ekkoer og telefonmikrofonforvrængning. disse optrædener, hvor lyd og poesi blandes, indbyder til en fordybende relation med publikum. og resultatet bliver et sitrende samspil mellem lyd, ingen lyd og kollektiv tilstedeværelse.
med iodheer inviterer U L Y D læseren ind i deres særegne sproglige landskab – et rum, hvor dansk og tysk flettes sammen, hvor lyd og stilhed er i naturlig dialog, og hvor poesien tilbyder en form for intens, rablende og medrivende transmission.

fængselsgaardens bibliotek
hver fugl synger med sit næb. det skal kunne høres.
fængselsgaardens bibliotek er en serie af små bøger, som udgives i et samarbejde mellem fængselsgården møn i stege og forlaget fanefjord.
målet er at forstærke lyden af den mønske poesi, dén der er overalt i landskabet: i skoven, i luften og på havet. den opstår både i fællesskaber og hver for sig, og formidles og opleves stærkest når vi er sammen.
Møn er fuld af forskellige stemmer, og dette her er ét af de steder, de kan høres. Vi synes ord skal have vinger og små propeller. Der er Mønsk Poesi på vej.
fængselsgaardens bibliotek er en platform for poeter og ordsmede, det er her, lyrikelskere finder guld.
Der planlægges to-tre udgivelser i løbet af 2026.
fanefjord forlag
Forlaget er etableret november 2023 af Eva Weber. Ambitionen er at udgive smukke fysiske bøger. Også gerne bøger, som den veletablerede bogbranche ikke har kræfterne til at gå i gang med, måske fordi målgruppen er relativ lille, eller fordi materialet er for eksperimenterende. Fanefjord forlag støtter bestræbelser, som øger bredde og diversitet. Kun på den måde, kan kunsten være en aktør i vores dannelse og dermed blive en vigtig medspiller i et samfund, som skal være inkluderende for alle.
fængselsgården møn
Møns hyggeligste bogcafé ligger i Stege. Der er bøger fra gulv til loft og på alle borde. Kaffe, kage og lette tilfredsstillende retter serveres i en stemning af lidt Toscana, lidt Berlin og meget Møn. Thomas Jakobsen, caféens ejer, en passioneret litteraturnørd, bruger dagligt sin tid og sit engagement til gavn og støtte for unge mennesker på Møn.